Tekstiler

Værd at vide om forskellige materialer. Læs vores
bedste tips og råd om, hvordan du plejer dit
tøj, så det holder længere.

← Gå tilbage Vaskeguide

bomuld

Bomuld – med undtagelse af denim – kan være et svagt materiale med tendens til huller og slid. Vask det derfor kun, når det er nødvendigt.

Bomuld kan krympe både i vask og i tørretumbler. Vask derfor ved lave temperaturer og lad tøjet lufttørre i skyggen, hvis muligt.

For at bevare formen bør du opbevare bomuld foldet eller på en bred bøjle af god kvalitet. En sweatshirt kan sagtens hænges, mens en løst vævet T-shirt har bedst af at blive foldet.

Denim

Denim mister farve, når det vaskes for ofte. Vask derfor kun, når det er nødvendigt – og altid på vrangen.

Er dit denim ikke synligt beskidt, kan du opfriske det ved at lægge det i fryseren i en lukket plastikpose i et døgn.

Særligt under de første vaske kan denim afgive farve. Vask derfor sammen med lignende farver, og kun når det er nødvendigt.

Dit denimprodukt har godt af at blive tørret udenfor, men for at sikre det ikke bleges af solen, bør du altid tørre det i skyggen.

SYNTETISKE MATERIALER

Akryl, polyester, nylon & PU

Syntetiske materialer, især polyester, kan hurtigt komme til at lugte, hvis de udsættes for sved. Vask derfor dit tøj samme dag og lad det ikke ligge i kurven. Du kan med fordel bruge en bomuldsundertrøje under for at mindske svedlugt.

Syntetiske materialer tåler ikke høj varme – de kan krølle eller krympe permanent. Følg altid vaskeanvisningen. Akryl bør aldrig vaskes over 40 °C.

De fleste syntetiske materialer tørrer hurtigt. Hæng dem til tørre udenfor og undgå tørretumbleren.

Ved vask frigiver syntetiske fibre mikroplast. Brug en vaskepose, fx Guppyfriend, til at opsamle det og beskytte miljøet.

Syntetiske materialer kan have en tendens til at krympe i vask.

For få dit produkt tilbage til sin oprindelige størrelse, kan du stryge det mens det stadig er fugtigt og dermed tvinge det tilbage til den rigtige størrelse.
Pas på ikke at bruge for høj varme.

REGENEREREDE CELLULOSE FIBRE

Viskose, lyocell & modal

Regenererede fibre er følsomme over for vask og kan krympe, hvis de behandles forkert. Tjek derfor altid vaskeanvisningen, før du vasker.

Hæng dine viskose- og lyocellstyles til tørre for at undgå krøller og krymp i tørretumbler. Opbevar dem også gerne på en god bøjle, så de bevarer deres glatte look.

Bliver dit produkt krøllet under brug, vask eller opbevaring, anbefaler vi, at du damper det, for at få krøllerne til at forsvinde.
Dampning er mere skånsomt end strygning, men brug det med måde.

Viskose kan krympe i vask. For at få produktet tilbage til sin oprindelige størrelse, kan du stryge det forsigtigt, mens det stadig er fugtigt. Vær dog opmærksom på ikke at bruge for høj varme, da det kan skade stoffet.

ULD

Uld er naturligt selvrensende og kræver sjældent vask. Luft dit uldtøj jævnligt, og brug gerne noget under, så det holder sig frisk længere.

Når vask er nødvendig, skal du altid bruge maskinens uldprogram og et vaskemiddel særligt til uld.

Våde uldfibre er skrøbelige og kan knække. Tør derfor uld fladt på en overflade – gerne oven på et håndklæde på tørrestativet.

Uld er både skrøbeligt og ofte tungt. Hæng det ikke på bøjle, da det kan miste formen. Opbevar i stedet foldet.

Uldfrakker og blazere bør hænge på en bred bøjle af god kvalitet. Når de trænger til vask, skal de altid renses professionelt hos et renseri.

DUN

Dunprodukter kan ofte nøjes med at blive tørret af med en fugtig klud i stedet for at blive vasket.

Når vask er nødvendig, skal dun altid vaskes på finvask med vaskemiddel beregnet til dun. Tilsæt gerne imprægnering for at bevare stoffets funktion.

Dun skal tørres helt igennem for at undgå dårlig lugt. Sæt derfor god tid af – det kan tage op til 3 timer i tørretumbleren.

Tør sammen med tørrebolde eller 2–3 rene tennisbolde for at bevare jakken luftig og fyldig.

SILKE

Silke er et proteinfiber ligesom uld og tåler ikke almindeligt vaskemiddel, da det kan ødelægge fibrene. Brug altid vaskemiddel egnet til uld og silke.

Silke er skrøbeligt og bør vaskes på finvaskprogram ved lave temperaturer.

Læg aldrig silke i blød, da det kan give skjolder og ødelægge stoffets udtryk.